Piratfisk i ferieparadiset, Babunhol. Børnehjemmet i Alkmaar

Af Bibi

Piratfisk i ferieparadiset
Vi kørte 20-30 km for langt i vores jagt efter ét bestemt ressort med mulighed for at krydse floden og besøge en indianerlandsby. Men til vores held fandt vi i stedet for vej til Babunhol (overs. Abehul) – et badeparadis ved Surinamefloden. Et skilt om piratfisk skræmte Marie-Louise og jeg lidt, men både børn og mænd nød at plaske rundt i flodens vand, så jeg vovede mig også ud i det. Lækkert klart vand og sandbund. Samuel fangede en fisk (Pataka ca. 35 cm) og den fik vi til frokost – det blev indvielsen af vores nyerhvervede Trangia - supplement til syv tørre brød og en pakke mariekiks. 

Verden er lille
Vi var inviterede til en hindustansk sanggudstjeneste ved børnehjemmet i Alkmaar og lagde vejen forbi en af Alkmaars plantager. Vi kørte længere end alle andre end Jakob troede var muligt ud af en grusvej mellem flod og kanaler og over broer – man dårligt turde gå over.
Da vi passerede vores mål, en appelsin-plantage, var vi omringet af fem gøende hunde. Ejeren af plantagen, der ikke længere dyrkede appelsiner, virkede lidt uinteresseret, indtil han fandt ud af, at han kendte Samuel & Jakobs mor, Kirsten Jensen, fra da han boede på børnehjemmet i Alkmaar.
Vi hvilede lidt i den varme eftermiddagssol, og mænd og Juliane fiskede lidt i kanalen. Plantageejerens hus var stort og prangende og vidner om, at han har boet en del år i Holland - og muligvis har sendt en del penge hjem.

Gudstjeneste på hollandsk og hindustansk

En fin gudstjeneste hvor børnehjemmets børn og voksne sang energisk med. En boomboks i et keyboard var et fint akkompagnement til de skiftevis hollandske og hindustanske sange. Jakob blev inviteret til at holde et vidnesbyrd og Samuel til at lyse velsignelsen – på hollandsk.

Moske nabo til Synagoge i Paramaribo

Hjem til Suriname
Vores dage er fyldt med spændende oplevelser, og det vækker til eftertanke at muslimer, jøder, hinduer, buddhister og kristne og mange forskellige kulturer og traditioner trives og bor op og ned af hinanden. Husene er ofte lettere forfaldne, men bilen er gejlet, skinnende, amerikaner-stor og luftes ofte lige i vores gade på alle tider af døgnet – gerne med høj musik og subwoofer-vibrationer.

Vi elsker alle Suriname. Fireårige Dagmar siger ofte, når hun dødtræt vil hjem fra en dagstur: ”Jeg vil hjem til Suriname”(Hun tænker, at huset i Paramaribo er Suriname). Mon ikke vi alle de næste par år engang imellem kan tænke det, når efteråret bliver for mørkt og koldt. Ét er sikkert, det er ikke sidste gang vi besøger Su-ri-na-me!