Af Bibi
Gudstjeneste i Soesamatjaar kirken
Søndag den 17. februar var det blevet tid til at tage til gudstjeneste i Soesamatjaar kirken få huse nede ad gaden. Dagmar på fire og Marie-Louise blev hjemme, da Dagmar ikke var helt tilfreds med at skulle sluge turens første malariapille. Hun nåede dog at fatte alvoren ved malaria og fik slugt en knust pille, imens vi andre var i kirke.
Kirken var det sted svigerfar Johannes, broder Jensen, var præst de sidste tre år familien boede i Suriname. Flere af menighedens damer snakkede lystigt med Jakob og kunne sagtens genkende både Jakob og Samuel. Menigheden består primært af hindustanere. Musisk var der en mand på elguitar og en på mundharmonika, men jeg fandt aldrig ud af, om hver salme begyndte lidt trægt, fordi musikerne ikke havde øvet sig, eller om præsten til tider overtog styringen og startede i et forkert toneleje! Lidt kaotisk liturgi, men alt i alt en rigtig fin gudstjeneste, selvom jeg ikke fanger det hollandske. PowerPoint i stedet for salmebog og fuglerede i loftet, en skøn blanding og godt at fuglen ikke sked på lærredet.
Efter gudstjenesten blev vi inviteret til spisning. Snakken gik, og vi fik en god snak med lederen af pigeinternatet, som ligger i forbindelse med kirken. Han stillede spørgsmålstegn ved, at pigerne på internatet var forpligtiget til at deltage i gudstjenesten, når de selv var hinduer.
Gudstjenesten begyndte kl. 9.00 og var slut ved ellevetiden og først ved middagstid var der ’roti met kip’ (fladbrød med kylling). Hindustanerne spiser med hjælp af brødet elegant uden at være helt fedtet ind, og vi andre var snasket ind i mad og havde lange snotnæser pga. den krydrede mad. En dejlig oplevelse med det kristne fællesskab i Soesamatjaar kirken og en tiltrængt fredelig søndag på verandaen med romaner og kolde drikke.
Af Samuel
Den sidste store oplevelse blev vores meget udfordrende møde med et udsnit af Surinams regnskov og floder, indianerlandsbyen Tepoe. Jakob havde denne gang lavet en formidabel aftale med en tidligere missionær fra Holland og Mission Aviation Fellowship (MAF), sådan at vi kunne flyve hele vejen over regnskoven til Tepoe. MAF er, for jer der ikke kender det, et kristent missions- og flyselskab, som særligt flyver med medicin, nødhjælp, hjælpearbejdere, læger, sygeplejersker, patienter, præster, missionærer og evangelister frem og tilbage mellem meget ufremkommelige områder og civilisationen.
Vi var heldige at komme forholdsvist billigt med, da MAF alligevel skulle fragte nogle personer ind til Paramaribo, og brændstof, benzin og madvarer til Tepoe.
Flyturen i et lille sekspersoners fly tæt hen over regnskoven var fascinerende og overvældende. Det er svært at forstå, hvor stor regnskoven er (Suriname er dækket af cirka 80 procent regnskov).
Både Bibi og Marie-Louise havde svært ved at skjule deres fascination af både piloten, der fløj os ind, og ham, der fløj os tilbage. Hvis jeg siger Tom Cruise og filmen Top Gun, så er vi tæt på.
Tepoe er et pragteksempel på et sted på denne jord, hvor udviklingen går så lynende hurtig, at selv vi danskere ville have svært ved at følge med. Det er underligt at se et samfund, hvor indianerhytter, bomuldshængekøjer, primitive toiletter (huller i jorden), hjemmelavede kanoer, kvinder, der laver mad over bål, og mænd, der dagligt jager eller fisker i junglen, blandes sammen med blackberry’s (smartphones), mobilmaster, som blev drevet af solenergi, og musikanlæg, der spiller højlydt mellem 19 og 22 (der er det eneste tidspunkt med strøm).
Høvdingens broder & Jakob, anno 2013 |
Af Bibi
Trappen op til vores hytte |
Tepoe, hængekøje- og indianeridyl
Vi boede primitivt i Tepoe, men hytten var velholdt – nærmest ny – og hygiejnen var god. Vores guide, indianeren Thomas, havde kun haft få besøgende turister i sin hytte, siden den blev bygget for cirka ti år siden. Vi havde frygtet det værste og måtte kun have ganske lidt bagage med flyet, så det var skønt at blive mødt af rene hængekøjer og myggenet, fint toiletskur (hul i jorden med hvidt toiletbræt og håndsprit) og en stor fin veranda med udsigt over floden.
Vi boede primitivt i Tepoe, men hytten var velholdt – nærmest ny – og hygiejnen var god. Vores guide, indianeren Thomas, havde kun haft få besøgende turister i sin hytte, siden den blev bygget for cirka ti år siden. Vi havde frygtet det værste og måtte kun have ganske lidt bagage med flyet, så det var skønt at blive mødt af rene hængekøjer og myggenet, fint toiletskur (hul i jorden med hvidt toiletbræt og håndsprit) og en stor fin veranda med udsigt over floden.
Vi blev bedt om at møde op hos høvdingen, en aldrende mand med T-shirt, shorts, stor næse og seje amerikanske solbriller, og heldigvis valgte høvdingen at godkende vores tilstedeværelse i Tepoe. Hele Tepoe og dens 500 indianere er kristne – hvilket imponerede os.
Det tidligere missionærpar Pauline og Kees var midt i deres otte ugers ferie i Tepoe og boede på et af værelserne i vores hytte. Vi lærte meget om Tepoe i samtalerne med dem, og deres begejstring for Tepoe var smittende.
Sejlture på floden nær Tepoe |
Vi bestilte en udflugt til Paulines ø. Paulines Eiland var en smuk lille ø midt i floden med en lille sandstrand til den ene side og et par store klippesten til den anden side. Vi var der i 3-4 timer og svømmede, solbadede og fiskede.
På et tidspunkt tog Thomas ud for at jage med sin medbragte riffel. Måske var det abejagt – da vi kort tid inden havde hørt brøleaberne i nærheden. En dejlig udflugt, hvor jeg kun blev lidt angst, da en flok kæmpebier forelskede sig i min ene svedlugtende Teva-sandal!
Fiskeri ved Pauline Eiland |
Flydende måltider
Vi var ved at indse, at måltider og mængden af mad var lidt flydende. Det kom bag på indianerne, hvor meget syv danskere spiser. Indianer spiser åbenbart kun to måltider selv om dagen. Missionærparret var formentlig skyld i, at vi fik tvebakker, jordnøddesmør og Nutella som tillæg til morgenmaden og som aftensmad. Indianernes spiser primært casavabrød (rodfrugt de kan dyrke i regnskoven) og fisk - og hvad vi ikke fik at smage: vildsvin og abekød.
Ananasbjerget – selvrealiseringTorsdag var det blevet tid for en tur til Ananasbjerget. Thomas forsikredes os om, at turen op ville tage to timer, og at vi fik mad med. Vi begav os af sted. Guiderne startede med at slibe deres lange knive og banede derefter vej for os gennem det uvejsomme terræn. Min skepsis og angst for kryb tog hurtigt lidt af glæden fra mig.
Turen tog to timer - to en halv time - og så begyndte guiden med jævne mellemrum at sige, at der blot var et kvarter igen. Efter tre en halv time nåede vi den smukke bjergtop med udsigt til bjerget Kasikasima og andre bjergtoppe. Her blev der serveret to pandekager per mand og casavabrød ad libitum – måske ikke den helt rigtige ernæring til en så lang og krævende en tur. Vi overlevede alle, men jeg følte mig som den mindst seje, selvom jeg faktisk overvandt et par indre kriser undervejs. Det fysiske var den mindste udfordring for mit vedkommende, men alligevel hårdt, da der til tider var tale om høje knæløft for at undgå stikkende planter og usselt kryb (sidstnævnte var mere i mit hoved end i regnskovens bund).
Det var en vild og uforglemmelig oplevelse at skulle hugge sig igennem regnskovens dyb, at fornemme dens frodighed og liv på nært hold, og kontrasten imellem hvor besværet vi bevæger os ad stierne, og hvordan Thomas og guiderne, hans barn og barnebarn, løb igennem det tætte krat.
Det sidste døgn i Suriname
Fem dejlige dage i regnskoven sluttede med at aflægge rapport hos høvdingen, og så var det op i flyveren og hjem til Paramaribo. Et sidste døgn i ’storbyen’, shopping på markedet og i butikker. Samuel købte stærk krydret chutney, mango og bananer.
Vi investerede i en hængekøje magen til dem, vi sov i i Tepoe. Og så en del tøj med logo’et ’I love SU’.
Vi elsker Suriname og skal helt sikkert tilbage hertil igen. Og vi kan kun give Suriname vores varmeste anbefaling.