Mødet med Surinames regnskov og floder, Tepoe

Af Bibi

Gudstjeneste i Soesamatjaar kirken

Søndag den 17. februar var det blevet tid til at tage til gudstjeneste i Soesamatjaar kirken få huse nede ad gaden. Dagmar på fire og Marie-Louise blev hjemme, da Dagmar ikke var helt tilfreds med at skulle sluge turens første malariapille. Hun nåede dog at fatte alvoren ved malaria og fik slugt en knust pille, imens vi andre var i kirke.

Kirken var det sted svigerfar Johannes, broder Jensen, var præst de sidste tre år familien boede i Suriname. Flere af menighedens damer snakkede lystigt med Jakob og kunne sagtens genkende både Jakob og Samuel. Menigheden består primært af hindustanere. Musisk var der en mand på elguitar og en på mundharmonika, men jeg fandt aldrig ud af, om hver salme begyndte lidt trægt, fordi musikerne ikke havde øvet sig, eller om præsten til tider overtog styringen og startede i et forkert toneleje! Lidt kaotisk liturgi, men alt i alt en rigtig fin gudstjeneste, selvom jeg ikke fanger det hollandske. PowerPoint i stedet for salmebog og fuglerede i loftet, en skøn blanding og godt at fuglen ikke sked på lærredet. 

Efter gudstjenesten blev vi inviteret til spisning. Snakken gik, og vi fik en god snak med lederen af pigeinternatet, som ligger i forbindelse med kirken. Han stillede spørgsmålstegn ved, at pigerne på internatet var forpligtiget til at deltage i gudstjenesten, når de selv var hinduer.

Gudstjenesten begyndte kl. 9.00 og var slut ved ellevetiden og først ved middagstid var der ’roti met kip’ (fladbrød med kylling). Hindustanerne spiser med hjælp af brødet elegant uden at være helt fedtet ind, og vi andre var snasket ind i mad og havde lange snotnæser pga. den krydrede mad. En dejlig oplevelse med det kristne fællesskab i Soesamatjaar kirken og en tiltrængt fredelig søndag på verandaen med romaner og kolde drikke.

Af Samuel

Den sidste store oplevelse blev vores meget udfordrende møde med et udsnit af Surinams regnskov og floder, indianerlandsbyen Tepoe. Jakob havde denne gang lavet en formidabel aftale med en tidligere missionær fra Holland og Mission Aviation Fellowship (MAF), sådan at vi kunne flyve hele vejen over regnskoven til Tepoe. MAF er, for jer der ikke kender det, et kristent missions- og flyselskab, som særligt flyver med medicin, nødhjælp, hjælpearbejdere, læger, sygeplejersker, patienter, præster, missionærer og evangelister frem og tilbage mellem meget ufremkommelige områder og civilisationen.

Vi var heldige at komme forholdsvist billigt med, da MAF alligevel skulle fragte nogle personer ind til Paramaribo, og brændstof, benzin og madvarer til Tepoe.

Flyturen i et lille sekspersoners fly tæt hen over regnskoven var fascinerende og overvældende. Det er svært at forstå, hvor stor regnskoven er (Suriname er dækket af cirka 80 procent regnskov).

Både Bibi og Marie-Louise havde svært ved at skjule deres fascination af både piloten, der fløj os ind, og ham, der fløj os tilbage. Hvis jeg siger Tom Cruise og filmen Top Gun, så er vi tæt på.

Tepoe er et pragteksempel på et sted på denne jord, hvor udviklingen går så lynende hurtig, at selv vi danskere ville have svært ved at følge med. Det er underligt at se et samfund, hvor indianerhytter, bomuldshængekøjer, primitive toiletter (huller i jorden), hjemmelavede kanoer, kvinder, der laver mad over bål, og mænd, der dagligt jager eller fisker i junglen, blandes sammen med blackberry’s (smartphones), mobilmaster, som blev drevet af solenergi, og musikanlæg, der spiller højlydt mellem 19 og 22 (der er det eneste tidspunkt med strøm).

Høvdingens broder & Jakob, anno 2013

Jakob havde medbragt et billede af sig selv og den nuværende høvdings bror, som for ca. 30 år siden kun bar et rødt lændeklæde på 30 x 30 centimeter. Vi mødte selvsamme mand, og han gik, som alle andre i dag i T-shirt og shorts. Flere af de unge piger var lige så velklædte, som piger i Danmark – dog med et Surinamsk pift.

Af Bibi

Trappen op til vores hytte

Tepoe, hængekøje- og indianeridyl
Vi boede primitivt i Tepoe, men hytten var velholdt – nærmest ny – og hygiejnen var god. Vores guide, indianeren Thomas, havde kun haft få besøgende turister i sin hytte, siden den blev bygget for cirka ti år siden. Vi havde frygtet det værste og måtte kun have ganske lidt bagage med flyet, så det var skønt at blive mødt af rene hængekøjer og myggenet, fint toiletskur (hul i jorden med hvidt toiletbræt og håndsprit) og en stor fin veranda med udsigt over floden. 

Vi blev bedt om at møde op hos høvdingen, en aldrende mand med T-shirt, shorts, stor næse og seje amerikanske solbriller, og heldigvis valgte høvdingen at godkende vores tilstedeværelse i Tepoe. Hele Tepoe og dens 500 indianere er kristne – hvilket imponerede os. 

Det tidligere missionærpar Pauline og Kees var midt i deres otte ugers ferie i Tepoe og boede på et af værelserne i vores hytte. Vi lærte meget om Tepoe i samtalerne med dem, og deres begejstring for Tepoe var smittende.

Sejlture på floden nær Tepoe

Vi bestilte en udflugt til Paulines ø. Paulines Eiland var en smuk lille ø midt i floden med en lille sandstrand til den ene side og et par store klippesten til den anden side. Vi var der i 3-4 timer og svømmede, solbadede og fiskede. 

På et tidspunkt tog Thomas ud for at jage med sin medbragte riffel. Måske var det abejagt – da vi kort tid inden havde hørt brøleaberne i nærheden. En dejlig udflugt, hvor jeg kun blev lidt angst, da en flok kæmpebier forelskede sig i min ene svedlugtende Teva-sandal!

Fiskeri ved Pauline Eiland

Flydende måltider

Vi var ved at indse, at måltider og mængden af mad var lidt flydende. Det kom bag på indianerne, hvor meget syv danskere spiser. Indianer spiser åbenbart kun to måltider selv om dagen. Missionærparret var formentlig skyld i, at vi fik tvebakker, jordnøddesmør og Nutella som tillæg til morgenmaden og som aftensmad. Indianernes spiser primært casavabrød (rodfrugt de kan dyrke i regnskoven) og fisk - og hvad vi ikke fik at smage: vildsvin og abekød.

Ananasbjerget – selvrealiseringTorsdag var det blevet tid for en tur til Ananasbjerget. Thomas forsikredes os om, at turen op ville tage to timer, og at vi fik mad med. Vi begav os af sted. Guiderne startede med at slibe deres lange knive og banede derefter vej for os gennem det uvejsomme terræn. Min skepsis og angst for kryb tog hurtigt lidt af glæden fra mig.

 

Men niecerne synes at tage det i stiv arm. Vi skulle over flere brede væltede træstammer og krydse sumpede vandområder og selv en lille edderkop mellem mine tæer fik mig ud af fatning og til at skrige mit højeste dødangst-skrig. Det gav mig dog tryghed at Thomas’ mobil ringede af og til – og hvor grotesk er det ikke, at der er mobildækning midt i regnskoven (så vi var ikke længere væk fra Tepoe, end at der var forbindelse til den eneste mobilmast i miles omkreds).

Turen tog to timer - to en halv time - og så begyndte guiden med jævne mellemrum at sige, at der blot var et kvarter igen. Efter tre en halv time nåede vi den smukke bjergtop med udsigt til bjerget Kasikasima og andre bjergtoppe. Her blev der serveret to pandekager per mand og casavabrød ad libitum – måske ikke den helt rigtige ernæring til en så lang og krævende en tur. Vi overlevede alle, men jeg følte mig som den mindst seje, selvom jeg faktisk overvandt et par indre kriser undervejs. Det fysiske var den mindste udfordring for mit vedkommende, men alligevel hårdt, da der til tider var tale om høje knæløft for at undgå stikkende planter og usselt kryb (sidstnævnte var mere i mit hoved end i regnskovens bund).

Det var en vild og uforglemmelig oplevelse at skulle hugge sig igennem regnskovens dyb, at fornemme dens frodighed og liv på nært hold, og kontrasten imellem hvor besværet vi bevæger os ad stierne, og hvordan Thomas og guiderne, hans barn og barnebarn, løb igennem det tætte krat.

Det sidste døgn i Suriname

Fem dejlige dage i regnskoven sluttede med at aflægge rapport hos høvdingen, og så var det op i flyveren og hjem til Paramaribo. Et sidste døgn i ’storbyen’, shopping på markedet og i butikker. Samuel købte stærk krydret chutney, mango og bananer. 

Vi investerede i en hængekøje magen til dem, vi sov i i Tepoe. Og så en del tøj med logo’et ’I love SU’. 

Vi elsker Suriname og skal helt sikkert tilbage hertil igen. Og vi kan kun give Suriname vores varmeste anbefaling.

Galibis store havskildpadder

Af Bibi

Nu gik turen mod Galibi. Først en køretur på ca. tre timer til byen Albina i den nordøstlige del af Surinam, hvorfra vi skulle hyre en båd til at sejle os nord på til byen Galibi. Da vi nåede Albina, gik Jakob til havnen for at hyre en båd til en god pris, og vi piger begav os ud i Albina for at finde et toilet. Hverken restauranter eller butikker ville låne eller lade os betale for at benytte deres toilet, og Samuel var fra bilen vidne til at det var en sjov begivenhed for det første spisested at nægte os – hollandskudseende - et toilet. Måske en rest negative følelser fra kolonitiden eller også en på mange måder hård by. Børnene opdagede, at et par drenge ved en skole stenede en lille herreløs killing. Og vi så alle en dreng lege fornøjet med en fugleunge, som han kastede op i luften og lod lande hårdt på vejen, da den efter et par ture syntes livløs røg den ud i grøftekanten.

Efter at have lånt toilettet på den lokale skole blev vi sat af ved havnen, imens Jakob parkerede vores bil sikkert hos en dame, vi havde fået kontakt til via danske Mary i Paramaribo. Bådens styrmand lastede vores bagage, men gennede os op i læ, da et mindre uvejr startede med en stor byge. Vi kom noget bekymrede op i bådene og sad i læ under paraplyer. Flere både med skolebørn var sejlet af sted inden os, så det beroligede os en del. Vi blev alle våde og syntes vist alle, at oplevelsen var helt speciel med bølgesprøjt og masser af regn. Men styrmanden havde styr på båden og gav motoren de pauser, den åbenbart havde brug for. Turen ud tog næsten 2 ½ time med udsigt til Surinams palme- og mangrovekyst på den venstre side og Fransk Guyanas kyst på den anden.

Da vi satte fødderne ud over bådens kant, mærkede vi det varme havvand. Nordøst passaten er åbenbart en daglig brise på Warana Lodge - vores ferieparadis nær indianerbyen Galibi. 

Vores hytte var simpel, i elendig stand og på ingen måder vind- og regntæt med sine mange myggenet – uden vinduesglas i. Vi fik først strøm, efter vi var gået i seng, og der var ingen gas, så maden blev tilberedt på Samuels elskede Trangia og fortæret i skæret af petroleumslampernes lys og et par lommelygter.

Vi gik tidligt til køjs og blev vækket ved 23-tiden af vores skildpaddeguide. Søvndøsige gik vi langs stranden og så hurtigt det første ”traktorspor” efter en stor havskildpadde. Den havde endnu ikke valgt et sted at lægge æg, så guiden ledte os videre. Vi nåede nu til den første skildpadde af arten Karpé, og da den var i gang med at lægge æg (130 stk. ca.), var den så paralyseret, at guiden tillod os at tage billeder med blitz. Et fascinerende syn. Og vi fik set ca. 7 store skildpadder i forskellige stadier i æggelægningen og fik også lov at følge en Karpé, der i andægtigt tempo søgte ned til vandet igen.

Fredag skulle vi desværre flytte over i en anden hytte, og da vi ikke havde fået besked om, hvornår håndværkerne, der skulle reparere vores første hyttes tag, skulle komme, trak flytningen ud. Vi blev hængende på vores første hyttes veranda, der lå et stenkast fra stranden. Vejret varierede mellem sol og regnbyger. Vores ferieparadis blev nydt med gåture langs stranden, sopning og badning.

Jeg læste på verandaen, og Jakob og Samuel fik endelig held med fiskeriet ud på eftermiddagen, da Jakob fandt nogle orm. Så var aftensmaden reddet. Vores nye hytte var mildest talt i elendig i stand, og da vi havde betalt for andre forhold, skulle vi lige sluge et par kameler, før Galibi-idyllen igen indfandt sig. Men børnene hyggede sig i petroleumslampernes lys, for her var der hverken strøm og lige denne aften ingen vand i hanen. Heldigvis har det vist sig, at vi lige præcis har ramt den lille regntid, så regnvandsbeholderen var fyldt med vand, og Jakob og Marie-Louise havde medbragt et vandrensningsfiler. 

Tidligt lørdag skulle vi med båden, og jeg tror sagtens, at vi kunne have brugt et par dage til, men når nu turen endte nu, så lokkede Paramaribo med bløde senge, dejlige kolde bade, købmanden om hjørnet og toilet under samme tag.

Dagens anbefaling til en tur til Galibi: Trangia, vandrensningsfilter og pandelampe!

Paramaribo Zoo. Udflugt til Brownsberg

Af Samuel

Søndag morgen, efter en nat hvor det kinesiske nytår blev fejret med bravour (adskillige kanonslag), tog vi alle sammen i zoologisk have i Paramaribo. 

 Haven bestod næsten kun af dyr fra Surinam – hvilket gjorde det hele endnu mere interessant. En stor attraktion var både aberne og papegøjerne. Specielt de aber, der ikke var i bur, men som kravlede uden på buret og huggede de andres mad. Faktisk var der langt flest aber uden for burene - og de Ara’ere, som også sad uden på buret, var heller ikke populære blandt dem, der sad inde i buret.

Bibi måtte hives væk fra marsvinene og den indhegning, som havde nogle kæmpegnavere (Kapuarne) gående.

Da det blev lidt varmt, søgte vi hurtigt hen til en slags hjem-is mand, som solgte skrabe-is: en kæmpe isblok, hvor manden skraber isstykker ned i en plastik kop, og man kan vælge mellem 10 forskellige slags lemonadesmag - lækkert barndomsminde!

Vi er ikke så gode til at få varieret kost. Vi spiser stort set kun Roti met Kip (fladbrød med kylling), Bara’s (mungbønnebrød), Bami & Nasi (nudler & ris med kylling) og resten af dagen nutella- og peanutbuttermadder på alt for lyst toastbrød. Og når vi ikke er i nærheden af lækre Surinamske restauranter består den af dåsemad.

Af Bibi

Brownsberg

Mandag tog vi syd på til Brownsberg – to overnatninger ved et bjerg i junglen. Jakob havde erindringen om en barndomstur dertil foretaget i en Lada, men en halv kilometer på vej mod toppen stod det klart, at der skulle en firehjulstrækker til. Vi ventede i byen Brownsweg på, at Jakob havde held med at hyre en Jeep. Vejen blev kun værre - end det mudder og de huller vi forskrækkede vendte om ved. Mændene stod på ladet, og vi piger var presset ind i bilen med al bagagen omkring os. Chaufføren gjorde det godt og bragte os sikkert til tops – selvom det til tider føltes livstruende.

Brownsberg var indhyllet i en sky og natten bød på
regn, regn og regn. Først anden nat hørte vi junglens virkelige lyde – frøer, cikader, brøleaber (skrækindjagende råb) og fugle med mere. Vi havde glemt opvaskemiddel og sæbe i vores bil, der nu stod for foden af bjerget, og det gav lidt hygiejnekrise hos mig, men man kommer lang med kogt vand. Alt virkede fugtigt, og nætterne bød kun på ganske lidt sammenhængende søvn hos mig.

Jakob guidede os ad vandreruter – som aldrig var tiltænkt små børn, men Samuels niecer er seje og har tydeligvis prøvet at vandre før. Jeg var til tider mere ”udfordret” end Dagmar på fire år. Uvejsomt terræn, glat og mudret underlag – for ikke at nævne knæhøje trappetrin og angsten for junglens kryb og kravl. Målet for hver tur var de tre vandfald, Leoval, Ireneval og Kumbuval, hvor dem der turde kunne bade!

Junglens større dyr, som vi kan prale med at have set, tæller brøleaben (i de tårnhøje træers toppe), skovkaninen og et lækkert dovendyr.

Vi vil savne Brownsbergs lette luft (omkring 25-28 grader), junglens lianer i alle tænkelige og utænkelige størrelser og ikke mindst udsigten fra vores simple hyttes veranda: Surinams største kunstige sø. 

Piratfisk i ferieparadiset, Babunhol. Børnehjemmet i Alkmaar

Af Bibi

Piratfisk i ferieparadiset
Vi kørte 20-30 km for langt i vores jagt efter ét bestemt ressort med mulighed for at krydse floden og besøge en indianerlandsby. Men til vores held fandt vi i stedet for vej til Babunhol (overs. Abehul) – et badeparadis ved Surinamefloden. Et skilt om piratfisk skræmte Marie-Louise og jeg lidt, men både børn og mænd nød at plaske rundt i flodens vand, så jeg vovede mig også ud i det. Lækkert klart vand og sandbund. Samuel fangede en fisk (Pataka ca. 35 cm) og den fik vi til frokost – det blev indvielsen af vores nyerhvervede Trangia - supplement til syv tørre brød og en pakke mariekiks. 

Verden er lille
Vi var inviterede til en hindustansk sanggudstjeneste ved børnehjemmet i Alkmaar og lagde vejen forbi en af Alkmaars plantager. Vi kørte længere end alle andre end Jakob troede var muligt ud af en grusvej mellem flod og kanaler og over broer – man dårligt turde gå over.
Da vi passerede vores mål, en appelsin-plantage, var vi omringet af fem gøende hunde. Ejeren af plantagen, der ikke længere dyrkede appelsiner, virkede lidt uinteresseret, indtil han fandt ud af, at han kendte Samuel & Jakobs mor, Kirsten Jensen, fra da han boede på børnehjemmet i Alkmaar.
Vi hvilede lidt i den varme eftermiddagssol, og mænd og Juliane fiskede lidt i kanalen. Plantageejerens hus var stort og prangende og vidner om, at han har boet en del år i Holland - og muligvis har sendt en del penge hjem.

Gudstjeneste på hollandsk og hindustansk

En fin gudstjeneste hvor børnehjemmets børn og voksne sang energisk med. En boomboks i et keyboard var et fint akkompagnement til de skiftevis hollandske og hindustanske sange. Jakob blev inviteret til at holde et vidnesbyrd og Samuel til at lyse velsignelsen – på hollandsk.

Moske nabo til Synagoge i Paramaribo

Hjem til Suriname
Vores dage er fyldt med spændende oplevelser, og det vækker til eftertanke at muslimer, jøder, hinduer, buddhister og kristne og mange forskellige kulturer og traditioner trives og bor op og ned af hinanden. Husene er ofte lettere forfaldne, men bilen er gejlet, skinnende, amerikaner-stor og luftes ofte lige i vores gade på alle tider af døgnet – gerne med høj musik og subwoofer-vibrationer.

Vi elsker alle Suriname. Fireårige Dagmar siger ofte, når hun dødtræt vil hjem fra en dagstur: ”Jeg vil hjem til Suriname”(Hun tænker, at huset i Paramaribo er Suriname). Mon ikke vi alle de næste par år engang imellem kan tænke det, når efteråret bliver for mørkt og koldt. Ét er sikkert, det er ikke sidste gang vi besøger Su-ri-na-me!

Udflugter og barndomslandet

Af Samuel

Siden sidst har vi været på udflugt til flere forskellige steder i området omkring Paramaribo. For mig er det virkelig et gensyn med barndommens land, hvor mange idylliske minder bryder sammen, når jeg ser, hvor meget skrald der til tider ligger rundt omkring i de mange kanaler. Jeg har helt konkret fældet tårer, med tanke på hvordan nogle steder ser ud i dag. 

Gensynet med Alkmaar og børnehjemmet: Sukh-Daahm ”lykkens hjem”, og det hus vi boede i de første år, var også meget rørende.

Vi har også besøgt Colacreek – Surinams paradis på jord. Her svømmede vi i colalignende vand mellem fisk og krokodiller. Det sidste vidste vi heldigvis ikke, før vi igen var på vej hjem. Og tænk: her kunne vi bare gå hen til det nærmeste træ, hvor lavthængende modne mangoer var frit tilgængelige.

Svømmetur i Colacreek

Efter et par stykker eller flere mangoer opfandt niecerne hurtigt ordene: mangomæt, nedfaldsmangoer og megamangoer. Desuden var himlen, træerne, palmerne fyldt med papegøjer og andre farverige fugle.

Nu er det andet døgn uden regn, hvilket overbeviser os om, at vi har fået en meget blid start med et par overskyede byge-dage på omkring 29 grader. Nu er det blevet varmere og mere solrigt.

Dagens Surinam-lektion fra en ”rastafari-fætter” er: ”I Surinam går man ikke hånd i hånd, ligesom I gør i Holland”.

Flyve- eller biograftur

Af Bibi

Turen til Surinam gik som en leg med et par nye danske film (Jagten og En kongelig affære) for mit vedkommende, og niecerne så tegnefilm og spillede spil.

Vi forlod Billund i frostgrader og landede om aftenen i cirka 29 graders varme. Heldigvis får vi en blid tilvænning til det tropiske klima med skyet vejr og slutningen af januars lille regntid.

Samuel og storebror Jakob blev begge mere bevægede, end de havde forventet ved genforeningen med Surinam. Marie-Louise og jeg forsøger at fatte, at vores mænd er vokset op i det her land så forskelligt fra Danmark.

Sansebombardement
Huse af blik, nye japanske biler, store smukke træhuse, et slidt og faldefærdigt Justitsministerium, skrald, fantastisk frugt, dufte af indiske krydderier, herreløse hunde og surinamsk mad.

En gudstjeneste på hollandsk med orgel, klassisk salme-melodi, mange ord og lidt for lidt liv og rytme trods menigheden kun talte én europæisk familie ud over os.

Besøg hos dansk/surinamsk par
Vi besøgte en tidligere missionær, Mary, hvis baghave var en pragthave med ananasplante, banan-, kokos-, pomeran-,  kakao-, surinam oliventræer, brasilianske citrontræer og surinam æbletræer etc.

Afrika-kultur med et touch af Europa
Vi lejer et toplans træhus på et Herberg i hovedstaden Paramaribo – her er gitter for vinduer og døre og pigtråd i toppen af grundens hegn. Men at sidde under viften i stuen er svalt og skønt. Og at sidde på verandaen og høre bilernes reggae-musik og acceleration er ren terapi, selvom det var anledning til meget lidt søvn den første nat. Ordet ferie er slet ikke dækkende for den her rejse. Alt er så forskelligt og dog er verden så lille. For mig minder Paramaribos mørke kreolere om Tanzanianere, men med et gennemgribende europæisk touch.

Blegnede minder genopfriskes
Svært at fatte at huset lige om hjørnet var Samuel og Jakobs hjem de sidste tre år af deres barndom i Surinam. Et ydmygt betonhus med gitter for vinduet og hegn omkring. Alt vækker minder for Samuel… maden, vejene, kirkerne, flodens fiskemuligheder...

Nu har vi været godt rundt i Paramaribos centrum - og i morgen går turen ud på landet og til endnu et af mændenes barndomshjem. Jakob er en habil turguide og chauffør, der let har accepteret automatgear og venstrekørsel. Vi har meget godt i vente og evner her på tredje dagen snart at holde os vågne helt til kl. 23 (Surinam tid), selvom øjnene bliver tunge ved syvtiden (kl. 23 dansk tid).

Den 1. februar 2013 - forberedelserne

Af Samuel Sandegaard Høeg

Bibi og jeg skal ud og rejse – sammen med min ældste bror Jakob, hustruen Marie-Louise og deres tre piger. Sammen skal vi 3 uger til Surinam, som indtil 1975 hed Nederlandsk Guyana. Det er et varmt og tropisk sydamerikansk land, beliggende midt imellem Engelsk Guyana og Fransk Guyana, og nord for mægtige Brasilien.

Surinam er også mit fødeland, hvor mine forældre arbejdede som missionærer fra 1979-1989.

Faktisk har jeg ikke set landet siden 1989, og glæder mig derfor også meget til at ”få nogle ting på plads” - mærke den fugtige varme, smage frugterne, høre lydene, dufte krydderierne, og se husene, som min familie og jeg boede i dengang. Bibi glæder sig også meget.

Vi har forskellige forventninger og tilgange til rejsen, og at Bibi og jeg er vidt forskellige, er slet ikke nogen nyhed. Hun kan fx godt lide, at hvidt køkkengrej ligger sammen med hvidt køkkengrej – hvor det for mig er mere vigtigt, at vi skyller det selvsamme grej i vand efter det har været i opvaskebaljen.

I forhold til planlægning af rejsen har vores forskelligheder også vist sig på forskellige måder. På et tidspunkt kom snakken ind på selve rejsen med fly. Min største bekymring var nok om flyet skulle styrte ned, hvorimod Bibi’s største bekymring mere handlede om bagagen nu også nåede frem.

Alt i alt er vi vist ved at være klar. Visum, internationalt kørekort, billetter, valuta, piller, et sted at bo, pas – alt sammen tjek, tjek og tjek.

Som det sidste i denne omgang skylder vi vist allerede på forhånd at sige tak til min bror for planlægning af rejsen til Surinam. Hvad skulle vi have gjort uden ham? Og som Bibi, som utvivlsomt har en svaghed for at recitere replikker fra danske film, sagde: ”Vi er jo bare kokke”.

Håber I vil nyde at læse om vores rejse.

Denne gang var det mig (Samuel), der opdaterede bloggen, andre gange vil det være Bibi.

Bed gerne for os: at vi også må komme godt hjem igen.

Vi flyver fra Billund lørdag morgen, den 2. februar, klokken 6.00, og lander i Billund igen, søndag den 24. februar, klokken 17.35.